Historien om skruetrækkere

Krydsskruen og krydsskruetrækkeren blev opfundet af Henry Phillips i 1930'erne. Først brugt på samlebåndet af biler. Så krydsskruer og krydsskruetrækkere er også kendt som Philips skruer og Philips skruetrækkere.
For at anvende et lille drejningsmoment på en fladhovedskrue, kom folk på ideen om at åbne en spalte på skruehovedet og bruge den tilsvarende fladskruetrækker til nemt at stramme og løsne skruen. Men med den hurtige udvikling af videnskab og teknologi bliver anvendelsen af ​​skruer mere og mere udbredt, og manglerne ved skruer og fladskruetrækkere er også dukket op. For det første, når først slidsen på skruehovedet er beskadiget, kan skruen ikke skrues ud. Jo længere slidsen er, desto større er sandsynligheden for, at den bliver beskadiget under vridningsprocessen.
For at forkorte rillens længde, forbedre dens modstandsdygtighed over for skader og overføre den samme mængde drejningsmoment, tænkte folk på at bruge en tværrille, som kan modstå det samme drejningsmoment. Imidlertid er længden af ​​en rille forkortet til det halve, hvilket i høj grad forbedrer dens modstand mod skade. Skruetrækkeren var oprindelig en lige form og kan ikke bruges til krydsforsænkede skruer. Der blev kun fremstillet en anden type krydsskruetrækker, der svarede til krydsskruen. Der er altså to typer skruetrækkere.
Skruen med slids har været i brug siden eksistensen af ​​en maskine. Det er umuligt at udskifte alle skruerne på den gamle maskine. Krydsskruetrækker kan ikke bruges på slidsede huller, og skruer med slidsede huller er stadig i produktion, så det er nødvendigt at beholde den slidsede skruetrækker. På denne måde bruger de fleste nye maskiner krydsskruer, mens de gamle stadig er i brug, hvilket resulterer i, at der bruges to typer skruetrækkere på samme tid.